Skive Musikskoles Kor 30 års jubilæum april 2008

Interview v/Knud Kramshøj

Interview med korleder Jette Holm Eriksen onsdag d.27. februar 2008

Jette Holm Eriksen
-  Korleder og stifter af Skive Musikskoles Kor, tidligere Onsdagskoret.
-  Udannet som musikpædagog ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg.
-  Tilknyttet Skive Musikskole som lærer.

Hvordan fik du den ide at du ville starte et kor?

Jeg var nyuddannet fra Vestjysk Konservatorium, og det at have med musik mellem mennesker at gøre, både voksne og børn, var noget, der optog mig utrolig meget. Kor- og ensembleledelse var mine hoveddiscipliner, og dem jeg var bedst til.

Det var faktisk mig selv, der spurgte. Jeg gik ned på musikskolen – det hed Jysk Musikakademi dengang – og tilbød dem min arbejdskraft. Jeg blev mødt med stor velvilje, jamen det skulle jeg bare gøre.  Jeg fik så tilbudt et undervisningslokale i en barak nede bag ved Tambohus ned mod banen. Jeg satte en annonce i avisen og fik så lov til at starte efter efterårsferien.

Det var en mørk, blæsende og regnfuld aften. Jeg kunne ikke finde nogen mennesker, da jeg kom derned. Der var nogle biler og et enkelt, lille lys. Så jeg gik rundt i mørket og råbte: ”Er der nogen der skal til kor? Så dukkede der et par skikkelser op. Så lidt flere, og til sidst var vi 13.

De fleste var pensionister.

Sådan startede Onsdagskoret.

_______________________________________________________________________

Var der mange kor i Skive dengang?

På det tidspunkt var Limfjordskoret i en voldsom vækst og veletableret. Onsdagskoret var helt nyt. Jeg begyndte virkelig helt forfra og følte bestemt, at det hele lå på mine skuldre. Bestyrelsesarbejde kendte jeg ikke noget til. Det var først mange år efter i forbindelse med Nicolai Messen, at vi fik etableret en aktivitetsgruppe, som vi kaldte det.

Ja, vi var 13 i alt, og gennemsnitalderen var et sted mellem 60 og 70.

_______________________________________________________________________

Hvad var jeres repertoire på det tidspunkt?

Jeg havde et gevaldigt gåpåmod som nystartet, så vi lagde ud med Jesu bleibet meine Freude, som vi opførte til en julekoncert med den kun 13årige Erik Hildebrandt som akkompagnatør – det gjorde vi da bare.

Men ellers startede vi med at synge kanon og en- og tostemmige sange. Det var, som det også er nu, alle mulige genrer, vi tog ind: det rytmiske, folkemusik, musicalnumre, jazz – al musik, der brænder.

Så udbyggede jeg senere repertoiret, alt efter hvad der var af stemmer.

_______________________________________________________________________

Havde I koncerter og større arrangementer, I arbejdede hen imod ligesom vi gør nu?

Ikke i starten. Det var selvfølgelig noget jeg stræbte hen imod, men tingene skulle jo hænge sammen. Min søster, der sang i kor i Struer og jeg arrangerede faktisk et korstævne i 1979-80. Jeg arbejdede på det tidspunkt på musikskolen og på Krabbeholm Højskole, hvor jeg også havde et kor. Det var netop Krabbeholm Højskole, der dannede rammen om korstævnet. Koret fra Struer, højskolekoret og Onsdagskoret, som endnu ikke havde fået navnet Skive Musikskoles Kor, arbejdede en hel week-end med udviklingen af ”den helt rigtige korklang” i et større musikalsk fællesskab. Siden arrangerede vi små koncerter i byens og omegnens kirker. Der har hele tiden været begivenheder at se frem til.

I begyndelsen havde vi ikke nogen fast akkompagnatør. Op til koncerter måtte vi hyre en pianist, som tog nogle øvegange med os inden. Marianne Villadsen var korets første faste pianist. Hun blev ansat til Gabriel og Maria opførelsen i Skive og Selde Kirker ved 10års jubilæet. Derefter kom Henriette Langballe, Jacob Baumgartner, Allan Mikkelsen, indtil Elisabeth Juul dukkede op i forbindelse med indstuderingen af Verdi – og Gudskelov er blevet hos os siden. Det kan vi ikke rose nok.

_______________________________________________________________________

Havde du langsigtede mål med koret? 

Meget langsigtede mål vil jeg ikke sige. Målene sættes fra år til år ud fra det stemmemateriale, koret rummer. Brændstoffet er mødet i musikken mellem korsangerne og dirigenten. Hver gang koret er vokset, har det givet ny inspiration – så skal vi prøve talekor, så kordans, så korgestik, så kor med ledsagelse af diverse instrumenter, så kor og børnekor sammen osv.osv., og næste gang på fremmedsprog, så med solister… Vi har været vidt omkring. Nej, der har ikke været nogen decideret langsigtede mål – det er der for så vidt heller ikke nu. Målet er at koret skal leve, og at vi sætter os realistiske mål. Vi har ofte været meget ambitiøse. Det har så krævet en næsten umenneskelig indsats at nå de mål, vi satte os. En enkelt gang har jeg mistet pusten helt og aldeles og simpelthen måttet tage orlov et par år.

Jeg havde brugt alle mine kræfter på koret – og gør det stadigvæk. Vi havde lavet In Terra Pax og Josefs drømme med stort amtskor. Jeg havde slidt som en hest ……… siddet i styregruppen, indstuderet stemmer, været solist……. Desuden døde min elskede søster i samme tidsrum Det blev for hårdt, jeg måtte stoppe op….tænke over livsværdierne. Men jeg kom til at erkende et savn af koret og søgte derfor genopladning.

Malene Bichel overtog koret, og da hun efter to år så ikke kunne have det mere, spurgte Otto Lindum, om jeg var klar igen. Det var jeg, men jeg ville gerne, at korarbejdet kunne indregnes i mit arbejde på skolen. Tidligere havde det jo været et ekstra job, jeg påtog mig, selvom familien mente, at det var mit hovedjob. Denne løsning blev helt afgørende for mit videre arbejde med koret. Også hensynet til familien spillede en meget stor rolle. Korarbejdet har martret mig, så det er gået ud over familien, men det har også fået mig til at sprudle og danse. En uundgåelig dobbelthed - føler jeg mange gange.

_______________________________________________________________________

Lidt om dit arbejde med koret. Hvad er det for nogle ting du gerne vil arbejde med i koret. Og hvordan griber du det an?

Vi bliver nødt til at arbejde med stemmen for at blive bedre til at synge. Det kræver stor opmærksomhed på vejrtrækning, artikulation, afspænding af kæbemusklerne, brugen af mellemgulvet, kropsholdning og strubehovedets stilling for nu blot at nævne nogle af de vigtige elementer i styringen af stemmen. En god korsanger må værre opmærksom og kunne lytte aktivt. Det drejer sig om at lægge klangen rigtigt inde i munden. Man bruger jo sine pande- og bihuler som resonansrum. Hvordan skal sangapparatet være indstillet for at vi kan få vibrationerne i stemmen til at klinge smukt? Det er jo det, jeg gør ved at lave alle de mærkværdige opvarmningsøvelser hver gang. Og som dirigent lærer man hele tiden noget nyt. Søren Kinch lærte mig f.eks., da vi øvede Brahms, at det var nok at øve sopranerne i mellemlejet, for at få højden til at folde sig ud.

Korsangerens instrument er meget kompliceret. Vi hører lyden, men vi ser ikke, hvad der frembringer den. Vi kan ikke ”bare” som violinisten rent mekanisk løsne eller stramme strengene og derved ændre lyden. Korsangerens instrument er en magisk helhed af krop og sjæl. Dirigenten kan ikke stikke hånden i halsen på sine sangere eller tvinge dem til at være glade, lystige, vemodige eller traurige. I korsang kommunikerer vi ofte i billeder. Hvordan skal det føles, når klangen lægges om, og hvilke teknikker kan hjælpe os, når vi søger det rigtige lydbillede? I opvarmningen stemmer vi sanginstrumentet. God lyd forudsætter et velstemt instrument. Fra gammel tid har man ment, at det at kunne synge alene var en nådegave fra Gud. Men skal man kunne synge bedre, kommer man ikke uden om øvelser og teknik.

Langt de fleste sangere kan mere, end de tror de kan.  Det er et godt udgangspunkt for dirigenten. Hun prøver grænser af. Og det er jo en fantastisk fornemmelse med stemmerne at forme et musikstykke, der hver gang er som en ny fødsel. Arbejdsprocessen er tidskrævende og udfordrende. Vi skal sammen nå det ypperste, men også erkende, at vi ikke har de samme rammer som professionelle. Vi skal nå så langt, vi overhovedet kan, med de muligheder der er.  Hvis man skal sige noget om et pædagogisk princip eller en holdning, så må det være, at den grad af alvor og professionalitet, som jeg har lært på konservatoriet, har jeg tilstræbt så meget, jeg kunne inden for de evner og de talenter, vi har haft tilsammen. Jeg har stræbt efter det bedste, vi kunne yde. Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg ikke lavede et kammerkor, en elitær, eksklusiv lille gruppe. Vi er et folkekor! Et ambitiøst folkekor, og sammenhængen mellem antallet af sangere, stemmernes indbyrdes fordeling osv. skal afstemmes med repertoirevalg.

Det professionelle eller semiprofessionelle i arbejdet med koret består i, at vi ikke blot skal have en sang til at hænge sammen. Vi arbejder altid med at lytte ind på hinanden, med artikulationen, med intonationen, med at det skal være en helhed.

_______________________________________________________________________

Hvordan synes du at koret forholder sig til de krav?

Jeg oplever, som alle korledere nogle gange, at der er et misforhold mellem det, jeg som dirigent beder jer gøre, og det, I som sangere rent faktisk gør. Vi prøver igen og igen. Andre gange fortrylles jeg ved den intense sammenhæng mellem sangere, pianist og dirigent. Jeg oplever, at vi bliver en musikalsk enhed! Koret ved, hvad det vil sige at synge med korstemme og almindelig fællessang, og korsangerne kan indstille stemmerne efter hinanden.

Så selvfølgelig er koret dygtigt – det er bestemt ikke tilfældigt, at det har opnået stor anerkendelse. Vi skal passe på ikke at vurdere det efter helt professionelle alen. Professionelle sangere træner deres stemmer individuelt, studerer måske på konservatoriet, deres fraværsprocent er umådelig lille. Vi er ”almindelige” mennesker, som elsker at synge, men som også må finde overskud til familiefødselsdage, børnebørn, arbejde, ferierejser mm.

_______________________________________________________________________

Grundstammen i koret har jo igennem mange år været den samme. Man kan vel næsten tale om en enhed. Kan du se nogen udvikling igennem de år.

Det kan jeg helt bestemt. Udviklingen fra vores 10års jubilæum og til vores 20års jubilæum var enorm. Nu kunne vi prøve kræfter med Haydn. Det havde jeg bestemt ikke forestillet mig 10 år tidligere. Senere blev vi bl.a. inviteret til at deltage i opførelsen af Verdis Requim. Det var fantastisk Jeg kan huske det endnu. Jeg blev ringet op på Skivehus Skole og modtog invitationen. Hvad ville koret sige? Med bankende hjerte og en blanding af stolthed og frygt skulle jeg overbringe nyheden. Jeg vidste ikke, om vi turde takke ja til invitationen. Men det var jo vanvittigt ikke at gøre det. Så måtte det bære eller briste. Jeg dansede ud af telefonkiosken og fortalte det til alle og enhver. Det var så flot. Koret ville gerne. Det havde bestemt udviklet sig! Det havde nu såvel mod som dygtighed til at kaste sig over en så svær opgave.

Heldigvis fik koret ved denne lejlighed en særdeles kompetent repetitør, Elisabeth. Uden hendes klavertekniske formåen havde vi ikke kunnet løse opgaven. Det kan jeg lige så godt sige.

Arbejdet med de store værker betød et ordentlig skub fremad.

Vores vej til de store klassikere blev jo for så vidt allerede banet med vores arbejde med Haydns Nicolaj Messe. Vi tog skridtet ind i den klassiske verden. Jeg gjorde det, at jeg kontaktede min tidligere lærer på konservatoriet, Sten Lindholm, og spurgte ham hvad han kunne råde os til af klassiske ting. Han pegede på Haydn. Det var stadig ikke styret af en meget veldefineret, overordnet plan. Men nu var mulighederne der pludselig ved vores 20 års jubilæum. Sangerne var der, entusiasmen var der, en særdeles aktiv bestyrelse var der, og så fik vi samlet de nødvendige penge til solister mm.100.000 kr. fik vi samlet.

I det hele taget skete der nogle afgørende ting for koret i de år omkring 20 års jubilæet. På et tidspunkt har vi sunget noget jazz til et arrangement i jazzklubben, hvor Poul P. har hørt os, og hvor han derefter inviterede os til at optræde ved promenadekoncerten. Sådan er det gået rykvis. Når vi har lavet noget stort og er blevet synlige i offentligheden, har vi fået nye opgaver og nye udfordringer. På er vist tidspunkt sad jeg i et musikalsk råd, der var sådan en slags idébank for, hvordan kommunerne kunne arbejde sammen, også på de musikalske områder. I det råd sidder også en repræsentant for Jysk Ensemble. Han fortalte, at de tumlede med planer om at medvirke til

opførelsen af et større, klassisk korværk. Jeg bad ham om at tænke på os i den sammenhæng.

Og det gjorde han jo. Sådan kom Brahms på banen.

Vi har været med tre gange til opførelse af disse større værker sammen med skiftende, andre kor. Og selv om vi muligvis ikke i udgangspunktet har været de allerdygtigste, har vi altid har været de bedst forberedte. Det er måske kendetegnende for mit forhold til korarbejde: Vi vokser ved at være godt forberedt. De bedst forberedte bliver på sigt de dygtigste.

_______________________________________________________________________

Hvis vi nu på en lidt anden led skulle lave en slags opsummering af kortets hidtidige arbejdsopgaver. Hvad har så musikalsk set været den største oplevelse for dig?    

Altså rent musikmæssigt, så var Brahms helt vildt. Det rykkede så meget, det var så smukt og det var så følelsesmæssigt. Og vi havde en meget dygtig kordirigent, Søren Kinch Hansen. Verdis Requiem var også umådelig smuk. Carmina Burana har aldrig berørt mig specielt. Jeg synes det er et irriternede værk. Men jo længere vi kom ind det, desto mere fascinerende blev det. Det er voldsom belastning for stemmerne at synge det. Elisabeth og koret var jo meget indstillet på det, og selvfølgelig er det en flot oplevelse at få så stor klang med så mange stemmer samlet.

Ellers vil jeg sige, at hver gang vi har taget nye udfordringer op og har fået gjort tingene ordentligt har været et højdepunkt.

At synge The Beatles og Abba har også været udfordringer. Men da har jeg mere følt mig som en håndværker end som en, der skulle formidle noget kunstnerisk. Brahms og Verdi er kormusik der er god ved stemmerne, det er behageligt at synge, det er rigtig kormusik. Abbas og Beatles musik er pragtfuld og lige til at gå til, skulle man tro, men deres sange ligger ikke altid optimalt for et stort kor. Jeg kan huske, at sopranerne f.eks. ikke havde det rart med at synge netop Abba og The Beatles. De skulle synge for lavt. Det er svært at løfte deres musik i en kormusikalsk sammenhæng; men vi gjorde det! Jeg holder meget af den mere ”folkelige” musik, og det er godt show at synge den. Noget er bedre end andet. De Walt Disney potpourrier vi har arbejdet med nu et stykke tid er både populære og overskuelige, men de er sat originalt op, og de tager hensyn til det koriske.

Jeg har også valgt dem ud fra den kendsgerning, at de ligger godt for de stemmer, der er i koret nu.

_______________________________________________________________________

Inden vi helt forlader tilbageblikket, vil jeg gerne, om du kunne nævne nogle personer, som har haft betydning for koret i årenes løb?

Ja, det vil jeg gerne. Der er folk uden for koret – i bylivet, og så der folk i koret, og så er der folk fra hele landet - alle er med til at udvikle koret på en eller anden måde. Af dem der virkelig har støttet os og suppleret os, båret os oppe og givet os chancer bør nævnes Otto Lindum. Han blev musikskolens leder, efter at vi havde eksisteret et år. Han har moralsk og konkret støttet os ved utallige lejligheder. Uanset hvor gale mine ideer har været, har han altid sagt: Gør det! Han har ved mange lejligheder selv stillet op med musikere eller større og mindre orkestre, når vi har haft brug for støtte i vores mangeartede udfoldelser. Også Lars Folmer har hjulpet os ved forskellige lejligheder, han arrangerede f.eks. Abba-numrene til vores 25 års jubilæum. Så er der Poul P., som i sin tid fik øje på os og fik os med til promenadekoncerterne, og selvfølgelig Gunnar Simonsen, (direktør for KulturCenter Limfjord) som har brugt os og bruger os i flere forskellige sammenhænge ud over promenadekoncerterne: En dag på heden, En dag på Mors mm. Han plejer at sige, at han er rigtig stolt af os. Det varmer usigeligt.

På et lidt nærmere hold skal vi så nævne alle dem i koret, der har båret gennem årene og fået det hele til at fungere. Alt det nødvendige rutine- og planlægningsarbejde, som vi først langt henne i korets historie begyndte at organisere for alvor med bestyrelse og definerede arbejdsområder.

Af folk udefra bør nævnes de inspirerende gæstelærere, vi har haft, de forskellige dirigenter, som har været med til at styrke os musikalsk og påvirke os som kor.

Ikke alle kor har deres egen sangskriver. Det har Skive Musikskoles Kor. Knud Kramshøj har skrevet ikke mindre end syv tekster til koret. I samarbejde med forskellige komponister har han skabt korets egen lille sangskat.

_______________________________________________________________________

Hvad mener du om musiklivet i Skive, sådan mere generelt?

Det musikliv, der har været omkring musikskolen, har blomstret vældig op i de seneste år. Men jeg arbejder jo også i folkeskolen. Her blomstrede musiklivet for en halv snes år siden. Jeg oplever desværre, at musikfaget er nødlidende i folkeskolesammenhæng. De fleste folkeskoler her på egnen prioriterer efter min mening musikken alt for lavt. Det er sikkert et produkt af, at skolen – sådan oplever jeg det – er langt mere interesseret i at ”producere” arbejdskraft end i at udvikle mennesker. Der er ikke råd til noget så unyttigt som musik. Der er ikke plads til noget, der ikke har andet mål end at udvikle os som mennesker.

Jeg oplever som sagt, at musiklivet blomstrer på musikskolen. Musikken har så oven i købet fået et pragtfuldt sted at bo. Resenlund er på alle måder en pragtfuld ramme om dele af byens musikliv. Den rytmiske musik er i den grad sat i fokus. Jeg kan ikke andet end glæde mig med Car Park North Duné, Thomas Troelsen, Mads Langer og alle de andre, der går ind i musiklivet og får en karriere af en eller anden art.

Og så eksisterer der selvfølgelig stadigvæk kor, og det glæder mig inderligt, at så mange holder ved og er med til at formidle musikken med en vitalitet, der hver gang rører mig dybt. Det er selvfølgelig beklageligt, at det først og fremmest er vi ”gamle”, der skal holde liv i korkulturen. Vi ser det over hele landet. Det er de modne, som holder liv i sangskatten. Der er sikkert mange gode grunde til det. Gruppen fra 30 til 50 har sikkert ikke tid. Der er familie og børn, arbejde og interesser.

De helt unge har tid til og interesse i musik, men tiltrækkes mere af sammenhænge, der giver dem mulighed for at være solister. ”Holdspil” af enhver art har det svært i disse år. Man vil gerne være på, få bekræftet, at man er noget – gerne tåle nedgøringer for det. Se hvad unge mennesker finder sig i af ydmygelser i f.eks. X-factor for at få deres fem minutters berømmelse.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre for at få øget tilgangen til kor. Bare der var nogen, der kunne fortælle mig det.

Vi har i flere år her på Musikskolen forsøgt at etablere et børnekor, det er ikke lykkedes.

Der hvor det lykkes – eller hvor man i hvert fald er på vej, har det været nødvendigt at skabe betragtelige styringsmæssige og økonomiske rammer.

_______________________________________________________________________

Lidt mere personligt her til sidst. Hvad er god musik for dig?

Hvis man ser på, hvad vi har arbejdet med i koret gennem årene, så er det jo en meget bred vifte.

For mig er der ikke nogen skarpe skel mellem genrerne. Jeg holder af bredden. Men jeg har dog grænser. Avantgarde jazz er ikke noget, vi kan klare, og jeg bryder mig i øvrigt heller ikke om det i korsammenhæng. Der er også noget andet, jeg har forbehold overfor i korsammenhæng. Og det er de sværeste, danske sange. Mange kor har dem som en central del af deres repertoire. Men jeg oplever det som noget af det mest krævende. Kun meget professionelle kor magter at forløse de meget subtile stemninger i tekst og melodi. De danske sange snyder ofte, fordi de umiddelbart forekommer så enkle. Det er de bestemt ikke, og det er, som om alle svagheder forstærkes, når de udsættes for mange ikke meget skolede stemmer: intonation, udtale, indføling osv. Jeg kan huske, da vi sang I Danmark er jeg født med Sebastians melodi til en promenadekoncert. Åh, hvor var den svær at få til at lyde rigtigt; men som fællessange elsker jeg de danske sange. De er i den grad en del af mig, en del af min højskolebagage og en del af min identitet.  

Jeg er vokset op med højskolesangbogen, salmebogen, folkemusikken, pop og revyviser. Så begyndte jeg at spille klaver og fik små klassiske stykker for. Da åbnede den klassiske verden sig også for mig. En dag hørte jeg hos en veninde, hvis forældre havde en grammofon, Tjajkovskis b-moll klaverkoncert, og jeg var helt fortryllet. På nogenlunde samme tid kom jeg til at høre en single med noget Verdi, en sekstet. Nej, det var vildt, jeg blev fuldstændig høj af det. Så var jeg godt på vej ind i den klassiske musikverden, der udvidede sig da jeg kom på seminariet og siden på konservatoriet.

Men der har stadig været meget at indhente på den klassiske side. Og derfor her det netop været en stor glæde, når de store værker er lykkedes for os.

_______________________________________________________________________

Dit temperament?

Når jeg føler at jeg er under pres, bliver jeg ked af det. Og min sorg ytrer sig som aggression. Men min musikalitet er funderet i begge sider af temperamentsviften. Hvis jeg ikke kan sætte fødderne i og stampe og sige, at nu skal det f… være sådan og sådan, og nu en gang mere, og nu gør vi det igen, så var vi heller aldrig kommet der, hvor vi er. Og jeg kan blomstre i musikken, blive et med den; mit kropssprog, min mimik, min pågåenhed smitter, mener jeg at kunne se på mange. Og selvfølgelig virker min desperation også på sangerne. Men det er yderpunkterne. Almindeligvis ser det jo ikke sådan ud. Det er den samme energi, som laver musik og skræmmer. Jeg holder meget af Italien. De synes fortrolige med et temperament som mit. De trækker på skulderen af det. Det var det! Mit temperament føles nok hedere under nordiske himmelstrøg. Sådan er jeg født, og jeg er vokset op i en smedefamilie, hvor man sagde tingene råt for usødet. Men jeg kan komme til at skubbe mennesker fra mig ved mit temperament, og det er jeg frygtelig ked af.

Jeg må acceptere den del af mig selv for at finde den nødvendige ”kreative” energi. Der er også en anden side af det, som jeg bør nævne. Jeg gribes sommetider så meget af det musikalske, at jeg glemmer alt andet. Koret bliver det instrument, der skal forløse musikken, og så kommer jeg til at tale hårdt til nogle, som jeg måske burde tale til på en anden måde. Det kan jeg godt have det skidt med.

_______________________________________________________________________

Et sidste spørgsmål. Hvad ville du have været, hvis du ikke havde valgt musikken?

Så ville jeg gerne have været skuespiller.

_______________________________________________________________________

Fortryder du at du ikke forsøgte?

Det er så moderne at sige, at man ikke fortryder noget som helst. Men jo, jeg ville godt have set om de kræfter, jeg føler ligger inden i mig, kunne komme til udtryk på scenen. I min allertidligste ungdom fik jeg faktisk en aftale med Jens Okking, som skulle læse med mig som forberedelse til en optagelse ved et teater. I afgørelsens time valgte jeg dog snusfornuftigt tyskstudiet på Universitet i Århus, men kun for en kort periode. Jeg var og er så realistisk, at jeg kan se, at skuespilverdenen er for barsk et miljø at færdes i for mig.

Men jeg er på godt og ondt stadig fascineret af den verden.

Og jeg holder stadigvæk af at optræde – og har altid gjort det.