Skive Musikskoles Kor 30 års jubilæum april 2008

Oplevelser med koret Ved Knud Kramshøj 

Dage med Brahms

En af korets helt store opgaver – måske den største af dem vi har været stillet overfor – var opførelsen af Johannes Brahms: ”Ein deutshes Requiem”, hvor vi arbejdede sammen med andre kor fra regionen: Morsø, Thisted, Viborg m.fl. Korene arbejdede hver for sig det meste af en sæson og mødtes så i maj måned 1999 til fællesprøver og prøver med Viborg Amts Symfoniorkester. Dirigenten var Søren Kinch Hansen. En mand med et skarpt øre og en knastør humor. Han var docent i kor- og ensembleledelse ved jysk musikkonservatorium – og det kunne man godt mærke. Efter tre takter slog han af og begyndte at rette, og det blev han ved med. Efter dagens prøve havde vi tygget 15 sider igennem ud af partiturets 95. Vi var kommet i menneskehænder. Ved de efterfølgende prøver kom der mere skred i det. Om det så var, fordi vi ret hurtigt blev dygtigere alle sammen, eller fordi Søren Kinch renoncerede på sine krav, skal ikke kunne siges med sikkerhed.

Og fremad gik også med vores selvtillid og oplevelse af værket som helhed, navnlig da solister og orkester kom til.

Mod slutningen af prøverne kom der besøg fra Tv-midtvest, hvor bl.a. Trine blev interviewet og spurgt om, hvordan hun oplevede musikken.

”A blywer hiel hyw a’et”, sagde Trine og kom dermed på en dejlig fyndig måde til at udtrykke det, vi andre følte og kom til føle ved de tre opførelser med kulminationen i Viborg domkirke.

 

                                                                                                                                              

 

Musik kan kun forklares ud fra sig selv.

(Carl Nielsen)  

 

 

Thy hallen

Samme Søren Kinch kom til at stå for dagens bemærkning ved vores anden fremførelse af værket. Det skulle finde sted d.31. maj i Thyhallen. Da koret og orkestret var kommet på plads og tilskuerpladserne ved at være fyldt op, udpegede Søren Kinch en takt og slog an for fuld besætning. Han slog lige så hurtigt af. Så stod han lidt og kiggede rundt på gulv og loft. Så sagde han på sin egen lakoniske facon: ”Denne hal er god at drible i.”

 

 

- Sofie - kommer du og taler om spegesild – når
  jeg sidder midt i Mozart!

( Storm P.)

 

Kig op!

Men det gik alt sammen, trods den lidt døde akustik. Bedst blev det selvfølgelig i Viborg domkirke, hvor der var masser af lyd, og hvor vigtigheden af at følgel Jettes evigt manende appel(med varieret volumen)om at se op! at følge dirigenten! for alvor gik op for os. Lyden blev simpelt hen hængende. Vi kunne på ingen måde lytte os til vore indsatser. Det var nødvendigt at stole – med vidt åbne øjne - på dirigenten.

Da vi nogle år senere opførte Verdis Requiem samme sted med Flemming Vistisen som dirigent, demonstrerede denne altid særdeles pædagogiske musikmand lydens ”langsomhed” ved at sende et råb ned i bunden af kirken, følge det med øjnene og gribe det, da det kom tilbage.

 

 

                                           

Musik er knirken af paradisets port.       

(Persisk ordsprog)    

                                            

Hyw på Brahms

For mange blev opførelsen af Ein deutches Requiem i Viborg domkirke d.1. juni den helt store oplevelse.

Vi blev som Trine sagde ”hiel hyw a’et”. Det var vel ikke en ud-af-kroppen oplevelse. Men det var tæt på – skulle jeg hilse at sige. Respekten og beundringen for værket, rammerne, intensiteten, alvoren og højstemtheden, den musikalske totalitet – alt sammen var med til at løfte os et niveau eller flere op over hverdagen.

Vi havde nu ikke meget besvær med at komme ned igen, for det var også en lettelse, at det var ovre, og at det var gået godt. Og det skulle fejres. På vej hjem i bussen blev de første øl lukket op, og stemningen blev ret hurtigt, som om vi havde vundet en eller anden sportskamp. Hjemme på Tambohus blev der knappet flere øl op, sunget sange, fortalt historier, og stemningen nåede andre højder. Der var ikke så meget katedralsk dødsmesse tilbage.

Men på en sjov måde virkede det alt sammen meget bekræftende.

 

 

At høre musik er godt, at lave musik er bedre.

  (Paul Hindemith)

 

                                          

Tuba mirum

Opførelsen af Verdis Requiem i september 2003 blev ligeledes et samarbejde mellem forskellige kor med udvidet deltagelse fra Ringkøbing amt. Orkestret kom også fra Ringkøbing amt. Det var Raso med Flemming Vistisen som dirigent. Ved orkesterprøven før koncerten i  Holstebro Hallen stod jeg i gruppen af 1. basser helt ude til venstre på scenen. Orkestrets blæsersektion var udvidet med flere basunister og trompetister, som af pladsmangel var anbragt oppe på scenen. Jeg kom til at stå ved siden af en trompetist, en lille tæt fyr, som helt tydeligt var en slags talsmand for det lille hold på scenen. Han holdt sine folk i ånde ved at fyre vittigheder og skæve bemærkninger af i småpauserne, men var i øvrigt dybt koncentreret, når det gjaldt

Et af de steder i værket, hvor messingblæserne for alvor får lov til at folde sig ud, er Tuba mirum , hvor dommedagsbasunerne skal vække de døde op af gravene. Blæserne tager fra begyndelse hele rummet i besiddelse, efterfulgt af resten af orkestret og koret. Effekten bliver ikke mindre af, at der også er trompeter i mellemgange eller sidegemakker.

Vores lille blæsergruppe tog deres del af rummet i besiddelse og blæste med en livsalig kraft og glæde, så man fornemmede at mure faldt og grave åbnede sig.

Da anføreren var færdig med sit sidste dommedagsdrøn og var ved at få almindelig farve i hovedet, satte han sig, stillede hornet ved siden af stolen, stak hånden i siden og så op på mig med et skævt smil og sagde: ” Så kan de sgu komme med deres strygekvartetter!!!”   

 

Musikken fødes i bevægelse, dør i nodernes sorte tegn og genopstår i lyd.

(Knudåge Riisager)

Requiem

Hanne fortæller:    

Efter koncerten med Verdis Requiem i Viborg Domkirke, skulle jeg hente mine sko i menighedshuset, hvor vi havde klædt om. På vej op ad trappen mødte jeg Gitta-Maria Sjøberg og Susanne Resmark, som netop havde løftet os og publikum med deres pragtfulde stemmer.

Jeg hilste og smilede. Susanne Resmark nikkede og smilede og gik videre ned ad trappen, men Gitta-Maria Sjøberg blev stående. Efter en sådan koncert er man fyldt med indtryk og glæde og har også en trang til at tale om det. Jeg gav hende hånden takkede hende for den bevægende oplevelse. Hun takkede, smilede og sagde, at det havde været en smuk aften.
” Det må da også have været særligt bevægende for dig?.
Hendes øjne fyldtes øjeblikkeligt af tårer. ”Ja”, sagde hun,”det var det også.”
Det var den dag, den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev begravet

 

 

Til alle tider og i alle kulturer har vi mennesker sunget. Og vi har gjort det af to vigtige grunde: Dels for at søge      fællesskabet, dels for at udvikle os som mennesker.                                                                                  

(Lone Nyhuus i Jyllands-Posten)

Pris på dirigenten

Marianne fortæller:

Jeg husker ikke lige præcist, hvilken koncert det var. Men det er ikke ret langt tilbage i tid.  Det var lige før vores optræden. Koret var linet op helt fremme på scenen, parat til at komme i gang med sangen.

Da er det, at dirigenten gør sin entre. Fuldt opladt og med vanlig energi skridter Jette koret af på vej hen til podiet, mens en gul prisseddel muntert blafrer i nakken på hende. I dagens anledning har dirigenten været på udsalg.

Et par behændige sopraner befrier hende for prissættelsen, og koncerten kan begynde, uden at hverken Jette eller publikum tilsyneladende bliver helt klar over, hvad der foregår.

 

 

                                            Musikken er menneskehedens fælles sprog.

(H.W. Longfellow)

Stære i musikalsk selvsving.

I August 2001 var koret engageret til at medvirke ved en koncert i Augustenborg Slotspark sammen med Sønderjyllands symfoniorkester med Børge Wagner som dirigent. Det var Gunnar Simonsen, der havde sat det i værk, og vi glædede os naturligvis meget til hele arrangementet.

Det var en lang bustur, og da vi nærmede os Als, kunne vi se, at det trak op til uvejr. Koret havde sit eget repertoire og egen afdeling, men skulle også optræde sammen med orkestret bl.a. i uddrag fra My Fair Lady. I den anledning var vi linet op helt bagerst på scene under teltet. Foran os var orkestret med Børge Wagner i silhuet ud mod parken og de høje træer i baggrunden. Foran dem var publikum, 5 -6000 tilskuere, som under 1.afdeling stort set var skjult bag paraplyer og regnfrakker.

Det truende uvejr nøjedes nemlig ikke med at true. Det brød løs med sin egen forestilling, netop som koncerten skulle begynde.

Efter pausen skiftede vejret fuldstændig karakter. Uvejret trak væk og gav plads til solen, der

fik de stadig veloplagte tilskuere til at dukke frem af regntøjet. De høje bøgetræer lyste og glitrede i det skarpe lys.

Og så…. lige i det øjeblik Børge Wagner slog an til det første nummer i anden afdeling, lettede en flok stære fra et af de store træer. De så ud til at nyde musikken. I hvert fald fløj de ikke væk, men cirklede, dykkede, for til vejrs, forsvandt bag en af kronerne, dukkede op igen med sving og i fart – lige indtil Børge Wagner slog af. Så slog de sig ned i en af kronerne. Men det blev ikke ved det. Denne fugleballet fortsatte hele resten af koncerten, som om de dansende fugle var en del af forestillingen. Hver gang dirigenten slog an, svang de sig ud i rummet med lethed og ynde.

Da koret ikke medvirkede i alle de musikalske indslag, havde vi rig lejlighed til at nyde både musikken og det dejlige syn.

En del af os kunne bagefter godt blive enige om, at de ikke bare dansede til musikken. De fulgte også takten.